Oversigt over indhold og ændringer
4. udgave af Retskrivningsordbogen er en gennemrevideret udgave
af ordbogens 3. udgave fra 2001.
Ordbogens indhold
- Hvert af ordbogens ca. 64.000 opslagsord er blevet gennemgået af redaktionen.
- Der er tilføjet ca. 4.500 nye opslagsord, og der er fjernet en del sjældent brugte ord fra ordbogen.
- Der er indført ordidentificerende betydningsangivelser ved opslagsord som skønnes at kunne give anledning til tvivl hos en del af ordbogens brugere, ligesom der er anført eksempler på ordenes brug.
- Der er desuden indført flere bøjningsoplysninger ved ordene (fx præsensformer ved verberne), og flere opslagsord indeholder oplysninger om sammensætningsformer.
- Opslagsord der kan deles, er forsynet med forslag til orddeling.
- I ca. 1.750 af 3. udgaves ordartikler er der foretaget ændringer i retskrivningen. En del af disse retskrivningsændringer er principielle ændringer der har været behandlet i Sprognævnets repræsentantskab og er blevet godkendt af kulturministeren i samråd med undervisningsministeren. En af disse retskrivningsændringer er optagelsen af former som fx akvarie og gymnasie ved siden af akvarium og gymnasium.
- I afsnittet Retskrivningsregler er der indført retskrivningsændringer i bl.a. § 57.7 om bindestreger i gruppesammensætninger og -afledninger, § 14.3 om store og små bogstaver i appellativiske initialforkortelser, § 19.1 om skrivemåden af forbindelser af adverbier og præpostioner. Desuden er § 6.5 om brug af apostrof foran en dansk endelse til et fremmedord hvis stamme ender på en stum konsonant eller -c, bortfaldet. Der er endvidere foretaget tilføjelser og præciseringer i retskrivningsreglerne i forhold til 3. udgave.
Principielle ændringer
- Bindestregsændring i gruppesammensætninger
Fx: væg til væg-tæppe kan fremover skrives væg-til-væg-tæppe - Bindestregsændring i e-mail-adresse mv.
Fx: e-mail-adresse skalfremover skrives e-mailadresse - Apostrofændring
Fx: succes'en eller succesen skal fremover skrives succesen - Ændring af brugen af store og små bogstaver i initialforkortelser
Fx: ATP, BNP, it, cd og dvd kan fremover skrives ATP eller atp, BNP eller bnp, it eller IT, cd eller CD, dvd eller DVD. - Valgfrihed mellem -ie og -ium i ord som akvarium, gymnasium og territorium
Fx: gymnasium kan fremover skrives gymnasium eller gymnasie - Ændringer i bøjningsformer af visse substantiver på -en, -el, -er
Fx: køkkenet eller køknet skal fremover skrives køkkenet
Fx:regelen eller reglen skal fremover skrives reglen
Se en komplet liste over denne type ændringer. - Ændring af sær- og sammenskrivning af forbindelser som inden for/indenfor mv.
Fx Du skal stille skoene uden for døren kan fremover skrives: Du skal stille skoene uden for døren eller Du skal stille skoene udenfor døren
Løbende opdatering af RO
Den digitale udgave af Retskrivningsordbogen bliver opdateret én gang om året i december måned. Den første opdatering var i december 2014.