Spring navigation over

E-mailadresse eller e-mail-adresse

I Retskrivningsordbogen 2012 er der ændret i reglerne for bindestreger ved sammensætningsled der indeholder et tal, tegn, symbol eller en forkortelse.

Bindestreger i sammensætninger hvor førsteleddet eller andetleddet indeholder et tal, tegn, symboler eller en forkortelse

I sammensatte ord som e-mailadresse og D-vitaminmangel er der en bindestreg i førsteleddet:

Ifølge Retskrivningsordbogen 2012 skal man kun skrive denne bindestreg, og man skal ikke også skrive en bindestreg mellem førsteleddet og andetleddet.

Når e-mail sættes sammen med adresse, skriver man således e-mailadresse. Det samme gælder når D-vitamin sættes sammen med mangel: Det bliver til D-vitaminmangel.

Se flere eksempler i Retskrivningsreglerne § 57.3.a.

Dette er en ændring i forhold til den tidligere Retskrivningsordbog. Ifølge den skulle man også skrive en bindestreg mellem førsteleddet og andetleddet i denne type sammensætninger.

Læs mere om bindestreger i Retskrivningsreglerne § 57.

Se også Sproghjælp om bindestreger (pdf).