Spring navigation over

Søgevejledning

Her kan du læse om søgefunktionerne og de jokertegn du kan bruge.

Generelt

På Retskrivningsordbogens side, ro.dsn.dk, kan du søge både i Ordbog a-å og i Retskrivningsregler. Du vælger hvad du vil søge i, ved at sætte et flueben i det relevante felt under søgefeltet.

Søgningen i Ordbog a-å er forskellig fra søgningen i Retskrivningsregler, og derfor behandles de også separat i det følgende.

Ordbog a-å

Søgningen er en fritekstsøgning hvor der også er mulighed for at bruge jokertegn. Der skelnes ikke mellem store og små bogstaver (se dog afsnittet Jokertegn om brugen af #).

Desuden er der en række indstillinger for søgningen: Søgetype, Ordklasse og Terminologi. Indstillingerne finder du ved at trykke på knappen ”Vis indstillinger” i søgefeltet på ordbogens forside.

Læs mere om indstillingerne og hvilke jokertegn du kan bruge i Ordbog a-å, herunder.

Søgetype

Med indstillingen Søgetype vælger du hvad du vil søge i: 1) opslagsord, 2) bøjningsformer og sammensætningseksempler eller 3) alt.

Når du søger i opslagsord, søger du kun i de former der har forslag til deling, fx a|bri|kos. Hvis du for eksempel søger på tind*e, vil du få resultaterne tinde, tindet og tindre.

Når du søger i bøjningsformer og sammensætningseksempler, søger du i alle opslagsordenes bøjningsformer samt deres sammensætningseksempler. Hvis du for eksempel søger på tind*e, vil du få resultaterne tinde, tindet, tinding og tindre; resultatet tinding får du pga. bøjningsformen tindingen.

Når du søger i alt, søger du ikke kun i opslagsord, bøjningsformer og sammensætningseksempler, men også i bl.a. betydningsoplysninger, eksempler og redaktionelle bemærkninger. Hvis du for eksempel søger på ental, vil du få resultaterne ental, numerus, singularis og verden. Numerus får du pga. glossen ”ental og flertal”, singularis pga. glossen ”ental” og verden pga. den redaktionelle bemærkning ”som andetled i sammensætninger er bestemt form ental -verdenen”.

Ordklasse og terminologi

Med indstillingen Ordklasse kan du indsnævre din søgning til bestemte ordklasser.

Med indstillingen Terminologi kan du vælge om der skal anvendes dansk eller latinsk terminologi i ordbogen. Terminologien findes desuden i både en forkortet og uforkortet udgave. Valget af terminologi påvirker først og fremmest ordklassebetegnelserne, men også andre grammatiske betegnelser.

Læs mere om den danske og latinske terminologi, og se hvilke betegnelser der svarer til hinanden, her.

Jokertegn

Du kan anvende følgende jokertegn:

* Stjernen matcher et vilkårligt tegn et vilkårligt antal gange.

Eksempel:
tind*e matcher tinde, tindet og tindre.
*re matcher alle ord der ender på re.

Bemærk at der i enhver søgning er * i slutningen af alle ord hvis du ikke indtaster et andet jokertegn. For at ophæve den indbyggede stjerne kan du indsætte en lodret streg | i søgningen. Se mere om dette nedenfor.

? Spørgsmålstegnet matcher ét og kun ét vilkårligt tegn.

Eksempel:
st?k matcher fx stak, stikdåse og stokrose
?kop matcher fx skopudsemaskine, skopudser og skopudsning

# Nummersymbolet matcher ét og kun ét stort bogstav.

Eksempel:
ab# matcher fx ABC, ABS og ABS-bremser
#k matcher fx EKG, Eksjugoslavien og OK

$ Dollartegnet matcher én og kun én konsonant.

Eksempel:
ab$ matcher fx abbed, absolut og absurd
$op matcher fx loppemarked, nopret og popcorn
s$op matcher fx shop, skopudsning og stop

& Og-tegnet matcher én og kun én vokal.

Eksempel:
sp&t matcher fx spat, spotpris og spyt
&mt matcher fx amt, omtrent og ømtålelig

| Lodret streg matcher en ordgrænse og fungerer som en stoplinje.

Når man indtaster | i slutningen af et ord, kan man således ophæve den implicitte *. (På en pc får du den lodrette streg frem ved at taste AltGr + tasten til højre for +-tasten. På en mac får du den lodrette streg frem ved at taste Alt + I (stort i)).

Eksempel:
hund matcher fx ordene hund, hundeangst og hundeslagsmål
hund| matcher kun ordet hund

Baglæns søgning

Hvis du indtaster stjerne * efterfulgt af en bogstavfølge og den lodrette streg |, kan du søge efter ord der slutter med denne bogstavfølge.

Eksempel:
*bord| matcher fx aftensbordbord, bagbord og hæve-sænke-bord

Du kan frit kombinere jokertegn.

Den lodrette streg | kan fx kombineres med $ og &.

Hvis du kombinerer | med $, kan du søge efter ord der slutter med en konsonant.

Eksempel:
ska$| matcher fx skab, skak og skam

Hvis du kombinerer | med &, kan du søge efter ord der slutter med en vokal.

Eksempel:
sk&| matcher fx ske, sko og sky

Med søgestrengen *$$$$$$ kan du se hvilke ord der indeholder seks sammenhængende konsonanter, som fx baggrundsstråling og engangssprøjte.

Retskrivningsregler

Søgningen i retskrivningsreglerne er en nøjagtig fritekstsøgning. Der er ikke mulighed for at anvende jokertegn.

Fx matcher ”, hvor” et komma efterfulgt af både hvor, hvorfor og hvorimod, mens ”, hvor ” (med ordmellemrum efter hvor) kun matcher hvor, og hverken hvorfor eller hvorimod.

Resultater fremhæves med gult.